Version: 2025.01
Gyldig fra: 1. august 2025
Ansvarlig: Direktionen
I dag er det en naturlig del af arbejdet, at medarbejdere i en virksomhed har en PC til rådighed for at udføre deres opgaver. PC’en har typisk adgang til internettet, og medarbejderen bruger både internettet og e-mail i det daglige arbejde.
Virksomheden er ansvarlig for korrekt og lovlig brug af IT-systemerne og skal altid kunne redegøre for den software, der er installeret, både på serverne og på Pc’erne.
Virksomheden kan pådrage sig et strafansvar, hvis der findes software uden gyldig licens, eller hvis PC’en på anden vis bruges i strid med gældende lovgivning. Udgangspunktet er, at IT-værktøjer stilles til rådighed for medarbejderen til udførelse af de arbejdsopgaver, der påhviler vedkommende.
Hos Skomø tror vi på, at et trygt, respektfuldt og inkluderende arbejdsmiljø er fundamentet for trivsel og fælles succes.
Dette adfærdskodeks, Code of Conduct, er en fælles rettesnor for, hvordan vi opfører os – over for hinanden, vores kunder, samarbejdspartnere og omverdenen.
Kodekset gælder for alle ansatte, uanset stilling – herunder ledere, praktikanter og konsulenter.
Skomø er båret af fællesskab, ansvarlighed og ordentlighed.
Vi tror på, at nysgerrighed og gensidig respekt skaber de bedste resultater.
Vores arbejdskultur er præget af åbenhed, humor og en insisteren på kvalitet. Vi ser fejl som læring og forventer, at alle bidrager til at løfte hinanden.
Når du er en del af Skomø, er du også en ambassadør for virksomheden – både på og uden for arbejdspladsen.
Vi møder hinanden og vores opgaver med professionalisme. Det betyder, at vi kommer til tiden, overholder aftaler, klæder os passende og kommunikerer med respekt – også i pressede situationer.
Vi accepterer ikke diskrimination, mobning eller chikane i nogen form. Vi ønsker en arbejdsplads, hvor alle kan tale frit og ærligt – uden frygt for repressalier. Alle stemmer tæller, og uenighed skal være saglig og respektfuld.
Du skal behandle følsomme oplysninger – både om kollegaer, kunder og virksomheden – med fortrolighed. Viden om økonomi, kundeoplysninger, tekniske løsninger og persondata må ikke deles med uvedkommende.
Al databehandling skal ske i overensstemmelse med GDPR og Skomøs IT- og cybersecurity-politik. Er du i tvivl om, hvordan data må bruges eller deles, skal du altid kontakte din nærmeste leder.
E-mail, internet og IT-udstyr er primært til arbejdsbrug. Begrænset privat brug er tilladt, hvis det ikke går ud over arbejdsopgaverne eller sikkerheden.
E-mails sendt fra Skomøs domæne skal være respektfulde og fri for stødende, seksuelle, racistiske eller politiske kommentarer. Tænk på, at en e-mail svarer til et brev på virksomhedens brevpapir.
Der må ikke installeres programmer uden tilladelse. Sociale medier skal bruges ansvarligt: Du repræsenterer virksomheden – også online. Del aldrig intern eller fortrolig information, og undlad negativ omtale af kollegaer, kunder eller virksomheden.